April 03, 2025

Endeligt forår - det betyder nye projekter!

By Sys Mindedahl
Endeligt forår - det betyder nye projekter!

Pyha, det kan næsten tage humøret fra selv den bedste, når januar og februar banker på. Handelslivet i Sønderborg bymidte er, sagt på godt dansk, dødt i årets første par måneder – og det forstår man jo godt. Jeg vader heller ikke selv rundt i gågaden i minusgrader! Heldigvis har jeg haft erhvervskunder i butikken, som har sikret en lille indtjening i de stille måneder, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Men nu er foråret her! Vi kan allerede mærke det i galleriet. Solen skinner, og de smukkeste værker når knap nok at få en pris på, før de er solgt igen. Vi bliver så glade for hver eneste genstand, der finder et nyt hjem, og vi danser rundt i butikken, når I er gået. ;-)

Foråret er ikke bare en ny start for byen, men også for mig personligt. Nu har jeg snart været i gang i to år, og sikke en rejse det har været! Jeg har lært enormt meget, måttet sluge et par kameler og erkendt, at Rom ikke blev bygget på en dag. Indtil nu har jeg haft et sikkerhedsnet i form af et deltidsjob, hvilket bl.a. er grunden til, at vi har haft lukket om mandagen, og at I har kunnet nyde min mors selskab om tirsdagen. Men nu har jeg taget springet – sikkerhedsnettet er kastet til side, og vi satser 100% på Galleriet!

Og netop derfor er jeg så spændt på de to projekter, jeg arbejder på lige nu. De føles som det helt naturlige næste skridt.

Omsorgsbænken
Et projekt, jeg har arbejdet på i et halvt år, som snart får sin plads i Rønhaveparken – lige uden for galleriet. Det kommer til at tage det meste af foråret og forsommmeren, før det kan præsenteres rigtigt. Jeg drømmer om en indvielse med pomp og pragt, rødt bånd og klipning, kommunale repræsentanter og en officiel overrækkelse. Og selvfølgelig er I alle inviteret! Følg med på Instagram for at se processen. Jeg laver også en blogpost, når det hele er færdigt, med videoer og billeder fra projektet.

Kaffebar
Noget, der har overrasket mig mest ved at have galleriet, er mængden af kaffe- og tékopper, vi sælger – hold da helt op! Vi er blæst bagover af, hvor populært det er. Mange af jer har spurgt, hvorfor man ikke kan nyde en kop kaffe i den dejlige park lige uden for butikken – og det har vi lyttet til.

Nu har vi netop fået godkendelse fra Sønderborg Erhvervsservice til at lave udeservering! Vi arbejder på at udvide galleriet en smule, så vi kan tilbyde kaffe to go samt hyggelig udeservering. Og som med alt andet i galleriet, skal det være på den fede måde! Det betyder kvalitetskaffe, brygget på den helt rigtige måde, enten to go eller serveret i vores egne kopper. Ingen kapsler eller hurtige løsninger – kun friskkværnet kaffe med fokus på bæredygtighed, både i produktion og emballage.

Det må være projekter nok for foråret og sommeren!

Galleriet er en rejse, der konstant udvikler sig, og intet af det ville være muligt uden jer. Vi håber, at I vil tage godt imod begge initiativer og støtte op – for vi kan nemlig ikke gøre det uden jer, skønne mennesker!

Kærlig hilsen,
Sysser